Næsten normal undervisning - i aulaen

Det er stadig ikke mange unge mennesker, man render ind i, hvis man begiver sig en tur rundt på Aalborg Tekniske Gymnasiums adresser. Flere end for en måned siden, bevares, men langt fra, hvad man normalt ville forvente.

Og for at vende tingene fuldstændigt på hovedet, så er de unge ansigter, man rent faktisk ser i disse corona-tider, lige nøjagtig dem, man ikke havde regnet med at se til undervisning på skolen lige nu, nemlig 3.g’erne.

- Vi skulle jo egentlig have haft læseferie nu, men… Ja, fordi vi skal op til færre eksamener end vi normalt skulle have været, så har vi i stedet undervisning, fortæller Oliver Plaitner.

Hvis han virker en smule bekendt bekendt - det er den unge mand i midten af billedet herover - så kan det være, at du har set videoen her, hvor Oliver sammen med to af sine medstuderende fortalte om, hvordan det var overhovedet at være tilbage på skolen i stedet for at sidde derhjemme og blive fjernundervist.

Hvis du har set den video, men alligevel ikke lige synes, at han virker bekendt, så kan det være fordi, at han i videoen bar både maske og visir.

Alt det udstyr behøver han og de andre - gudskelov - ikke have på til den engelskundervisning, der er i gang i aulaen på afdelingen på Øster Uttrup Vej.

- Vi sidder, som man kan se, med ret stor afstand - og det er også derfor, vi sidder her i aulaen i stedet for i et klasselokale, for det er et ret stort hold, fortæller Bjørn Olsen.

Hvis han også virker lidt bekendt, men alligevel ikke - han sidder andenyderst til venstre på billedet herover - så… Ja, så var han også gemt bag maske og visir i førnævnte video.

Læseferien er altså aflyst - eller, den er i hvert fald forkortet til i alt blot syv dage - og der er igen ‘almindelig’ undervisning på skolen. ‘Almindelig’ på den led, at alt selvfølgelig ikke er, som det plejer.

- Nej, altså, vi har kun ét fag per dag nu. I dag har vi for eksempel engelsk hele dagen. Så er der ikke en masse flytten rundt og frem og tilbage mellem lokaler, forskellige elever og sådan, fortæller Bjørn Olsen.

- Det er egentlig meget fedt, for så føler man mere, at man kan fordybe sig i et fag og virkelig koncentrere sig om det, tilføjer Oliver Platiner.

De er lidt vage, når det kommer til at svare på, om det er positivt eller ej, at de kun skal op i én mundtlig og to skriftlige eksamener mod de normale i alt otte eksamener, men…

- Jeg ville hellere have haft alle eksamenerne, hvis det betød, at vi fik en normal afslutning, i hvert fald, for vi går jo glip af en masse i forhold til afslutningen på de her tre års skole, fortæller Bjørn Olsen.

- Vi krydser stadig fingre for, at vi kan få lov at køre studenterkørsel i en eller anden form - og afholde en dimission, uanset om det bliver klassevis eller en drive-in-løsning eller hvad det kan blive til, tilføjer Oliver Platiner.

Der bliver ingen kasten med vand efter førsteårselever, ingen kæmpefest med alle eleverne, og både studenterkørslen og dimissionen står altså stadig lidt hen i det uvisse. Men én ting står klart.

- Vi kan ikke rigtigt ændre på, hvordan hele verden er blevet ramt, og vi må bare sørge for at få det bedste ud af det, siger Oliver Plaitner, inden Bjørn Olsen gør dem opmærksom på, at de nok hellere må komme på plads igen, inden undervisningen fortsætter.